Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Omlægning af ledninger i forbindelse med letbanen

Udsendt til nærmeste naboer den 17. juli 2020

Letbanens rute går gennem dele af Lyngby. Men før Hovedstadens Letbane kan lægge skinner på ruten, er der en del arbejde, der skal gennemføres.

Under fortove og veje ligger der mange ledninger og kabler – fx el-kabler, fibernet, telefonledninger, vandog spildevandsledninger. Disse ledninger skal flyttes, da et brud på en ledning under skinnerne vil få alvorlige konsekvenser for letbanens drift.

Derfor skal vi i Lyngby-Taarbæk Forsyning også omlægge en del af vores vand- og spildevandsledninger.

Klampenborgvej

Herunder følger orientering om vores arbejde på Klampenborgvej. Siden efteråret har vi omlagt vandledninger på og omkring Klampenborgvej. I januar indledte vi arbejdet med regn- og spildevandsledninger – det begyndte i krydset ved Kanalvej.

Fra uge 32 udføres de sidste arbejder i krydset ved Kanalvej. En lille del af arbejdet vil omfatte natarbejde, hvor udkørsel fra Kanalvej til Klampenborgvej vil være spærret om natten, men åben om dagen.

Imens arbejdet ved Kanalvej gøres færdigt, starter de øvrige ledningsomlægninger ud ad Klampenborgvej i retning mod motorvejen også. Vi forventer, at arbejdet langs Klampenborg kan afsluttes i løbet af 2020.

Mens vi arbejder langs Klampenborgvej mellem Kanalvej og Lundtoftegårdsvej, vil trafikken på Klampenborgvej blive omlagt til ét spor i hver retning. Der vil være en hastighedsbegrænsning på 40 km/t langs hele anlægsarbejdet mellem Kanalvej og Lundtoftegårdsvej.

Firskovvej lukkes for indkørsel fra Klampenborgvej. Det vil fortsat være muligt at køre fra Firskovvej ud på Klampenborgvej, både mod nord og syd.

Den vestlige indkørsel fra Klampenborgvej til Kornagervej (overfor Sorgenfrigårdsvej) bliver lukket for indog udkørsel i forbindelse med anlægsarbejdet. Kørsel til og fra Kornagervej, Agervang og Torsvang skal ske via den østlige indkørsel til Kornagervej (overfor Lundtoftegårdsvej).

Ved kørsel på Klampenborgvej fra motorvejen ind mod Lyngby, vil venstresving til Kornagervej ikke være muligt.

Ved kørsel på Klampenborgvej ud mod motorvejen, vil venstresving til Lundtoftegårdsvej ikke være muligt.

Fra Lundtoftegårdsvej vil højresving på Klampenborgvej ind mod Lyngby ikke være muligt for busser og lastbiler.

Yderligere information

På vores hjemmeside – www.ltf.dk – kan du læse mere om vores arbejde i forbindelse med letbanen.

Under ’Her graver vi’ kan du læse mere detaljeret om de enkelte dele af arbejdet.

www.ltf.dk/her-graver-vi.

Lyngby-Taarbæk Kommune

Lyngby-Taarbæk Kommune har oprettet hjemmesiden www.letbane.ltk.dk. Her kan du læse mere om arbejdet med letbanen, og hvad det betyder for trafik m.m. i kommunen.

Trafikken.dk

På hjemmesiden www.trafikken.dk registrerer Vejdirektoratet alle vejarbejder, der påvirker trafikken, så her får du det bedste overblik over situationen i Lyngby.

Hovedstaden Letbane

Det er selskabet Hovedstadens Letbane, der etablerer selve letbanen. På hjemmesiden www.dinletbane.dk giver de et overblik over deres arbejde. Det er også muligt at tilmelde sig et nyhedsbrev for de områder, man har interesse i.

Offentlig transport

Gravearbejdet kan også påvirke buslinjer og anden offentlig transport. Her kan du holde dig opdateret på www.rejseplanen.dk og på www.dinoffentligetransport.dk.

Med venlig hilsen

Lyngby-Taarbæk Forsyning