Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Nu bliver der lagt skinner på Jernbanepladsen

I begyndelsen af juli og frem til begyndelsen af august lægger Hovedstadens Letbane ved entreprenør Siemens/Aarsleff Rail skinner i krydset ved Jernbanepladsen og Lyngby Torv.

I begyndelsen af juli begynder skinnelægning på Jernbanepladsen.
I begyndelsen af juli begynder skinnelægning på Jernbanepladsen.

Som ved de øvrige kryds hvor der er udført skinnearbejde i Lyngby-Taarbæk kommune, forventes det, at arbejdet tager ca. fire uger. 

 

Skinnelægnings-arbejdet i krydsene består i grove træk af følgende opgaver:

1) De etablerede slab tracks på strækningen bliver klargjort til skinnearbejdet. Dette arbejde indebærer blandt andet:

  • Beton skal slibes til
  • Skinner og beton primes med maling
  • Der indlægges et underlag i sporkassen, som skinnen skal placeres på

2) Skinnerne klargøres med ”Corkelast”, der er et fyldmateriale, der sikrer, at skinnerne ligger korrekt. Materialet har en støj- og vibrationsdæmpende effekt

3) Der fyldes epoxy omkring skinnerne, så de ikke kan flytte sig

Den støjende del af arbejdet kommer til at være i begyndelsen af perioden, hvor betonen bliver slebet. Der kan desuden forekomme støj, når skinnerne skal svejses sammen. Sammensvejsningen sker ved hjælp af termitafbrænding ved meget høje temperaturer. I forbindelse med arbejdet vil der blive opsat et stort telt, der beskytter beton og skinner fra vejret i forbindelse med maling, og mens epoxyen hærder. 

 

Arbejdets udførelse har følgende indvirkning på trafikken:

1) Jernbanepladsen spærres for trafik ved Lyngby Torv i begge retninger

2) Bløde trafikanter guides omkring arbejdsområdet enten via delt sti langs med Jernbanepladsen eller via Lyngby Torv

3) Motorkøretøjer guides via omkørselsruter

4) Omkørselsruten går primært via Chr. X’s Allé til Lyngby Hovedgade og via Jernbanevej
 

Nedenstående billede viser det omtrentlige arbejdsområde, der kommer til at være gældende i krydset.