Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Naboernes forventninger: En af de store arbejdspladser i Lyngby-Taarbæk Kommune

400 meter til fods fra Lyngby Station til personaleindgangen, hvor mere end 1800 medarbejdere har deres daglige gang placerer Cowi i toppen af listen over Hovedstadsområdets store arbejdspladser med stationsnærhed.

Michael Knørr Skov foran Cowis hovedindgang på Parallelvej 2.
Michael Knørr Skov foran Cowis hovedindgang på Parallelvej 2.

Vi sætter hver måned fokus på forventningerne til letbanen fra byens spillere. I oktober har vi spurgt en af de helt store arbejdspladser i Lyngby-Taarbæk Kommune om deres forventninger til letbanen. 

På den rådgivende ingeniørvirksomhed, Cowi, har knap 1.850 medarbejdere deres daglige gang på hovedkontoret på Parallelvej 2 i Lyngby. Fra personaleindgangen er der 400 meter til fods til Lyngby Station.

"For os er det et meget stort plus at kunne tilbyde medarbejderne endnu en mulighed for kollektiv transport. Vi ligger i forvejen ualmindelig godt med så kort gåafstand til mange forskellige busser og i særdeleshed en rigtig god S-togs station - nemlig Hillerød-linjen med nem forbindelse til både København og Nordsjælland." udtaler Michael Knørr Skov, der er Senior Market Director i Cowi.

 

En af Hovedstadens mest stationsnære store arbejdspladser

Cowi er en af de allerstørste virksomheder i Storkøbenhavn med så kort afstand til offentlig transport. 

"Og med letbanen får vi nem adgang til kollektiv transport også fra forstæderne vest og syd for København. Vi glæder os derfor rigtig meget til letbanen kommer," fortæller Michael Knørr Skov og fortsætter:

"Der bor 300.000 mennesker langs letbanen, hvilket svarer til en by som f.eks. Aarhus. Med letbanen bliver transport til og fra Cowi her på Parallelvej derfor nemmere for rigtig mange mennesker, hvilket er et stort plus for såvel nuværende medarbejdere som for os i rekrutteringsøjemed.

 

Færre Cowi-medarbejdere kører i bil nu end tidligere

På Cowi er der parkeringskælder til medarbejdernes biler, hvilket mange medarbejdere benytter sig af. Antallet af medarbejdere der kører i bil til og fra arbejde er dog faldet en del, fra 1997 til 2017 faldt andelen af medarbejdere, der kører i bil til arbejde således fra 61% til 51%, og Michael Knørr Skov har indtryk af, at andelen er faldet yderligere de seneste syv år. 

"Der er især flere, der cykler til arbejde end tidligere.  Blandt andet mig selv, der begyndte at cykle en dag, hvor jeg ikke kunne finde en parkeringsplads. Og jeg har cyklet til arbejde lige siden."

 

Skinnebåren transport er populær

Kollektiv transport er også mere attraktiv nu end tidligere - og især skinnebåren transport.

"Undersøgelser viser, at især skinnebåren transport er populær. Pendlere foretrækker S-tog og metro frem for busser, bl.a. pga de lysere rum og den mere behagelige transportform. Derfor glæder vi os særdeles meget til endnu et skinnebårent, kollektivt tranporttilbud i form af letbanen," slutter Michael Knørr Skov.