Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Hvad forventer letbanens nærmeste nabobutikker af byens nye spiller i trafikken?

Nye potentielle kunder fra Lyngbys store, internationale arbejdspladser, endnu mere fokus på vinduesudstillingerne og få skridt butiksdøren til den kommende Lyngby Centrum letbanestation. Vi har talt med tre store shopping-brands fra Klampenborgvej.

Vi sætter hver måned fokus på forventningerne til letbanen fra byens spillere. I oktober har vi talt med forskellige repræsentanter fra nogle af de butikker, der ligger på Klampenborgvej - allertættest på den kommende Lyngby Centrum letbanestation.

De tre, vi har talt med, er nogle af de allernærmeste nabobutikker / shoppingområder til Lyngby Centrum station og er alle stærke brands med varer, kunderne gerne rejser efter. Vi befinder os på Klampenborgvej, hvor letbanepassagerne fremover vil træde nærmest direkte fra perronen på Lyngby Centrum Station ind i Magasin, Lyngby Storcenter eller butiksarkaden på Klampenborgvej mellem Storcentret og Lyngby Hovedgade. 

Vi besøgte Magasin, FDB Møbler og Lyngby Storcenter og talte med dem om deres forventninger til letbanen.

Rikke Heede, Department Store Manager, Magasin Lyngby:

"Vores forventninger er, at der kommer nye kunder til byen – og ikke mindst at det bliver langt nemmere at komme til og fra Lyngby, hvilket både kommer nye og eksisterende kunder til gode. Det bliver et vigtigt parameter for byen, at der bliver sat fokus på, at Lyngby stadig er her som handelsby. Forhåbentlig kommer letbanen til at medføre en øget kundestrøm både i Lyngby og på Klampenborgvej, men Klampenborgvej bliver også et trafikalt knudepunkt, hvor de forbipasserende ikke nødvendigvis er i området for at shoppe, og det åbner for nye muligheder for os.

Vi ved fra forskellige handelsundersøgelser, at jo kortere kunden skal bevæge sig fra sin transport, jo større er sandsynligheden for, at kunden vælger at besøge os. Jeg forventer også at det vil åbne mulighed for et udvidet kundesegment. Det stiller krav til os som virksomhed at vi skal favne og være klar til dette."

Dorte, butikschef FDB Møbler, Klampenborgvej 248:

"Vi glæder os først og fremmest til, at byggeperioden er overstået og til at se, hvordan det ny, endelige bybillede kommer til at se ud. Jeg tror ikke, der vil være mange af vores kunder, der kommer til at komme hertil med letbanen, da langt de fleste af vores kunder kommer i bil. Men jeg ved jo ikke, hvordan det bliver fremover. Jeg tror, der vil være rigtig mange af letbanens kommende passagerer, der skal til og fra DTU og de store virksomheder derude. Vores vinduesudstillinger kommer derfor til at blive set af rigtig mange, når de sidder i letbanen. Og det kan jo forhåbentlig inspirere til at stå af og kigge ind i butik."

Casper von der Ahé, Center Manager, Lyngby Storcenter (mere end 100 butikker):

"Vi har positive forventninger og forhåbninger til letbanen og til, at den vil generere noget ny trafik i form af flere mennesker i byens centrum - som Lyngby Storcenter også kan få glæde af. I første omgang ser vi meget frem til, at infrastrukturen normaliseres, så adgangsvejene bliver uden vejarbejde og omkørsler, så vores bilkunder kan komme frem og ned i p-kælderen igen. I den sammenhæng bliver det interessant at se, hvor hurtigt den tabte kundestrøm vender tilbage. Konkret glæder vi os til, at alle de studerende og medarbejdere, der har deres daglige gang på bl.a. DTU og de nærliggende store virksomheder - og som med letbanen vil få nemmere adgangsvej til Lyngby bymidte. Vi er ligeledes spændte på at se effekten af pendlere, der skifter bilen ud med letbanen – Og dermed dagligt vil passere Lyngby Centrum. Her gælder det jo om at få etableret nogle spændende kommercielle og rekreative udemiljøer på Klampenborgvej således, at de mange pendlere har noget at stå af toget for. Ydermere glæder vi os til at tage imod det man kan kalde, leisure-gruppen (dvs. de der kommer specifikt for at shoppe og bruge byen), idet letbanen vil gøre det nemmere for folk der bor i f.eks. Gladsaxe, Herlev og Albertslund at tage til Lyngby på både korte og lange shoppingture."