Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Fokus på biodiversitet ved letbanens Kontrol- og vedligeholdelsescenter

Der passes på naturen

Biodiversitet er vigtigt, og på letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup gør man meget for at sikre biodiversitet. Tæt på letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup ligger Harrestrup Å, som er et beskyttet naturområde. Derfor er det ekstra vigtigt at opretholde områdets biodiversitet og passe på den omkringliggende natur. 

Der er stort fokus på biodiversiteten på letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenteret i Glostrup
Der er stort fokus på biodiversiteten på letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenteret i Glostrup

Kontrol af jordkvaliteten

Der foretages jordnæringsprøver, som skal sikre, at jorden lever op til de betingelser, som stilles for en god biodiversitet. Det handler både om at næringsforholdene hverken må være for lave eller for høje. Ved at analysere jorden, kan der holdes øje med, at jorden omkring kontrol- og vedligeholdelsescenteret opfylder de bedst mulige betingelser for god biodiversitet.
 

Forskellige planter

Landskabsarkitekterne, som har planlagt beplantningen omkring kontrol- og vedligeholdelsescenteret, har udvalgt en blanding af træer, buske, blomster og græs, der alle er med til at forbedre biodiversiteten. Ofte planlægger man beplantning ud fra et æstetisk formål, men her har landskabsarkitekten udelukkende haft biodiversitet for øje, og planterne er altså valgt kun med biodiversitet som formål. Et udvalg af forskellige planter er med til at sikre forskellige insekter og dermed skabe gode forhold for mange arter. 

Letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter ligger i Ejby, Glostrup
Letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter ligger i Ejby, Glostrup

Treårig udbedringsperiode

I forbindelse med nyt byggeri planter man ofte beplantning, som risikerer at dø efter et til to år. På kontrol- og vedligeholdelsescenteret sikrer man en længere overlevelse af planterne ved at lave en treårig udbedringsperiode, som skal sikre, at planterne kan trives på stedet. Efter de tre år er der større chance for, at de holder i mange flere år, så planterne bliver en del af naturen på stedet og ikke skal udskiftes hele tiden. 
 

Mindre pesticidbrug

Pesticider skader biodiversiteten og derfor er det essentielt at minimere pesticidbruget – også hos kontrol- og vedligeholdelsescenteret i Glostrup. Her tænkes der hele tiden i løsninger, hvor der bruges mindst mulige pesticider, for at bevare biodiversiteten og passe på naturen. 
 

Skånsomme metoder – også til is-bekæmpelse

Når det bliver vinter, og der kommer is bruges der ofte salt til at bekæmpe islaget. Men salt kan faktisk være med til at påvirke PH-balancen i jorden i negativ retning og dermed skabe dårligere forhold for planterne og i sidste ende for biodiversiteten. Derfor bruges der calciummagnesiumacetat på kontrol- og vedligeholdelsescenteret, også kaldet CMA, som fjerner is uden at påvirke jordforholdene eller skade naturen. På den måde sikrer man, at naturen ikke bliver påvirket, når der skal fjernes is om vinteren.