Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Film, fodbold, fitness og fed musik

Nye potentielle gæster fra byer og forstæder især syd for Lyngby og endnu lettere adgang for eksisterende brugere af Lyngbys aktiviteter. Vi har talt med fire forskellige repræsentanter fra Lyngbys kultur- og fritidsliv om deres forventninger til letbanen.

Vi sætter hver måned fokus på forventningerne til letbanen fra byens spillere. I november har vi talt med forskellige repræsentanter fra kultur- og fritidslivet i Lyngby. De fire, vi har talt med, tilbyder alle nogle oplevelser, kunderne gerne rejser til Lyngby efter i både dag- og aftentimerne og både til hverdag og i weekenden. De repræsenterer oplevelser og aktiviteter inden for sport, musik, film og træning.

Vi har besøgt Puregym, Templet, Kinopalæet samt Lyngby Boldklub og talt med dem om deres forventninger til letbanen.

Lærke Juhl, Martin Presfeldt Fabricius (længt til højre) og Henrik Larsen foran Puregym på Jernbanepladsen 10.

"Vi og vores medlemmer glæder os alle meget til letbanen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i første omgang glæder os rigtig meget til, at trafiksituationen bliver normaliseret her i Lyngby, så vores medlemmer kan finde vej. Men, vi er først og fremmest meget, meget positive omkring letbanen og glæder os helt vildt til den begynder at køre med passagerer. Vores to centre i Lyngby ligger meget tæt på en letbanestation, så vi og vores medlemmer får stor glæde af letbanen. Mange af vores medlemmer benytter offentlig transport, og da centret på Jernbanepladsen ligger stort set midt på et trafikalt knudepunkt, er letbanen en ekstra gevinst til dét center. Mange af de medlemmer, der benytter Puregym på Lundtoftegårdsvej, kommer i bil eller evt. på cykel, så dét center vil nok opleve en ny stor brugergruppe, da der kun er få hundrede meters gåtur til Akademivej Station," fortæller Lærke Juhl, Martin Presfeldt Fabricius (længt til højre) og Henrik Larsen foran Puregym Lyngby.

Cecilia Cresso, spillestedsleder i Templet:

"Vi er mega optimistiske omkring letbanen. Vi vil nemmere kunne generere både gæster og frivillige her til Templet. Mange kommer andre steder fra, og det er et stort plus for os, at de fremover også kan komme med letbanen. Vi er et lille spillested med plads til 180 personer i salen. Vi har koncert et par gange om ugen og øvelokale i kælderen. Så vi har mange mennesker, der skal til og fra vores hus på Jernbanevej hver uge. Især vores koncertgæster benytter ofte offentlig transport, så med så kort afstand til Lyngby Station vil vi med stor sandsynlighed opleve, at et helt nyt publikum begynder at komme her. Og det ser vi frem til, for vi har både rigtig mange up coming kunstnere og lidt smallere navne, der alt i alt betyder, at vi gerne vil have endnu lettere adgang for endnu flere end vi allerede har i dag. 

Derudover bliver det nemmere for alle vores frivillige at komme hertil - og ikke mindst nemmere for os at rekruttere frivillige fremover. Kort sagt glæder vi os til letbanen. Vi har ikke været voldsomt generet af byggeriet. Dog har nogle af vores musikere, der kommer kørende med deres grej i varebil og derfor gerne vil parkere tæt på Templet, i perioder har haft svært ved at finde vej. Men så har de brugt Google maps, og alt er gået fint alligevel," fortæller spillestedsleder Cecilia Cresso.

Morten Korsgaard, biografchef Nordisk Film Biografer Lyngby:

 

"Vi forventer, at letbanen kommer til at generere mere trafik til byen - og at dette også vil komme Kinopalæet til gode qua vores nærhed til den kommende Lyngby Centrum station. Vi ser først og fremmest frem til, at til- og frakørselsforhold normaliseres, og den generelle infrastruktur omkring Lyngby optimeres. Vi har et stort segment af gæster i bil, som desværre har haft betragteligt ringere forhold under etableringsfasen. Vi håber selvfølgelig, at vi får samlet dem hurtigt op igen, når infrastrukturen igen bliver uforstyrret.

Etablering af letbanen har forhåbentlig en positiv effekt på at tiltrække nogle nye segmenter til Lyngby som destination i form af en gruppe gæster, vi måske ikke tidligere har haft særlig godt fat i. Vi har i dag mange gæster fra oplandet nord for Lyngby, mens letbanen giver adgang til nogle geografiske destinationer, der tidligere ikke har haft samme nemme adgang til byen. Det bliver spændende at følge, om folk fra eksempelvis Herlev og Glostrup finder vej hertil, når letbanen gør det mere tilgængeligt at komme til Lyngby.

Vores umiddelbare nærhed til den kommende Lyngby Centrum station på Klampenborgvej gør, at vi forhåbentlig i højere grad vil se nye kundesegmenter og pendlere benytte sig af både Kinopalæet og de omkringliggende restauranter og indkøbsmuligheder. Det vil selvfølgelig kræve, at hele området omkring Klampenborgvej og lige så vigtigt Johannes Fogs Plads / Kulturtorvet gøres inspirerende og indbydende ved at etablere gennemarbejdede rekreative områder, der giver letbanens brugere lyst til at udforske og opholde sig i området," fortæller Morten Korsgaard, biografchef i Kinopalæet Lyngby.

Andreas Byder, administrerende direktør Lyngby Boldklub.

 

"Vi ser frem til letbanen, og vi glæder os rigtig meget til, at den kører. Vi er 70 fuldtidsansatte og 1400 spillere her i Lyngby Boldklub - og 18 gange om året har vi 10.000 tilskuere på stadion til Superlige-kampe. Derudover har vi en masse mindre kampe med tilskuere, og endelig har vi mange elitehold fra U13 og op, hvor mange af dem kommer langvejs fra. Så alle os med ærinde på Lyngby Stadion kommer helt sikkert til at få stor gavn af letbanen.

Letbanen er på mange måder et stort aktivt for Lyngby Boldklub, for vi kommer sandsynligvis til at rekruttere mange nye udenbys-fans fra forstæderne vest for Lyngby og ikke kun nord for Lyngby som i dag. Med nye fans følger nye kommercielle muligheder, hvilket jo er positivt for vores forretning. Konkret håber jeg da også, at mange af de DTU-studerende, der ikke bor lige i nærheden, kan motiveres til at komme og se kamp om søndagen her på Lyngby Stadion. Jeg forstår godt, hvis de i dag ikke orker komme herud i weekenden, når de kommer herude fem dage om ugen. Men når transporten bliver nemmere med letbanen, tænker jeg, at vi vil se flere DTU'er på lægterne om søndagen.

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at pointere, at fodbold jo kun er en af mange idrætsaktiviteter her på matriklen. Når man kommer her i Lyngby Idrætsby på en lørdag, er det stort set umuligt at finde en parkeringsplads, for ofte er der både svømmestævne, tennisturnering, gymnastikopvisning og måske nogle håndbold- og fodboldkampe samt andre svømmehalsgæster. Og lad os sammen opfordre alle de mennesker til fremover tage letbanen," lyder det fra administrerende direktør i Lyngby Boldklub, Andreas Byder.