Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Letbanearbejdet ved viadukten fra juni til august 2019

Udsendt til nærmeste naboer den 27. maj 2019

Hovedstadens Letbanes entreprenør er godt i gang med forberedelserne til at bygge den nye letbanetunnel ved viadukten samt en fodgængertunnel fra Lehwaldsvej til Jernbanepladsen. Her nedenfor kan du se, hvad der forventes at ske på arbejdspladsen ved Lehwaldsvej og Lyngby St. fra juni til august 2019. Vi informerer dig løbende om de forskellige perioder i det samlede arbejde.

Hvad sker der hen over sommeren?

Den midlertidige forlængelse af S-togs-perronen mod øst er nu bygget færdig, og dermed kan byggeriet af letbanetunnelen starte i den vestlige ende af stations-området. Letbanetunnelen bliver bygget oppefra, så først støbes sidevæggene og derefter toppen af tunnelen under jorden. På et senere tidspunkt graves tunnelen ud, og derefter støbes bunden. Hen over sommeren støbes de første dele af sidevæggene.

Arbejdet foregår primært på baneområdet, men der vil naturligt være aktivitet på oplagspladsen foran Lehwaldsvej – blandt andet af køretøjer til og fra området. Ligeledes vil der være enkelte arbejder i den tidligere cykelforretning på Jern-banepladsen 67.

Hvad betyder det for S-togene?

Arbejdet på baneområdet vil påvirke S-togs-trafikken. I weekenderne fra den 14. juni om aftenen til den 17. juni tidligt om morgenen samt den 21. juni om aftenen til den 24. juni tidligt om morgenen vil S-togene være erstattet af togbusser.

Fra den 24. juni og frem til slutningen af september skal man skifte tog på Lyngby St. i begge retninger. Hvis du rejser med kollektiv transport, kan du orientere dig om ændringerne via Rejseplanen eller dinoffentligetransport.dk.

Hvad betyder det for dig som nabo?

Arbejdet hen over sommeren bliver primært udført på hverdage mellem kl. 7 og 18 og lørdage mellem kl. 7 og 14. Om natten, hvor S-togene holder stille, vil der være materiale-kørsel til og fra pladsen. Der kan også forekomme arbejde om aftenen og natten i andre, kortere perioder af hensyn til togdriften. Generelt kan arbejdet periodevis støje – primært støj fra arbejdsmaskiner samt kørsel til og fra arbejdsområdet.

Hvis vi forventer, at arbejdet vil være særligt støjende udenfor almindelig arbejdstid, informerer Hovedstadens Letbane dig med opslag på døren til din opgang.

Du kan holde dig orienteret om letbanebyggeriet gennem Hovedstadens Letbanes Infoservice. Så får du seneste nyt om byggeriet på mail, når nye aktiviteter går i gang. Tilmeld dig på www.dinletbane.dk/Infoservice.

Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.

 

Venlige hilsner

Lyngby-Taarbæk Kommune og Hovedstadens Letbane