Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Omlægning af ledninger i forbindelse med letbanen

Udsendt til nærmeste naboer den 5. februar 2020

Letbanens rute går gennem dele af Lyngby. Men før Hovedstadens Letbane kan lægge skinner på ruten, er der en del arbejde, der skal gennemføres.

Under fortove og veje ligger der mange ledninger og kabler – fx el-kabler, fibernet, telefonledninger, vand- og spildevandsledninger. Disse ledninger skal flyttes, da et brud på en ledning under skinnerne vil få alvorlige konsekvenser for letbanens drift.

Derfor skal vi i Lyngby-Taarbæk Forsyning også omlægge en del af vores vand- og spildevandsledninger.

Arbejdet har været i gang flere steder, men i løbet af de kommende måneder går de største dele af arbejdet i gang, og det får indflydelse for beboerne og på trafikken langs især Buddingevej, Klampenborgvej, Lundtoftegårdsvej og Christian X’s Allé.

Viadukten ved stationen lukker for biltrafik

En del af arbejdet kræver, at viadukten ved stationen bliver lukket for biltrafik – busser, cyklister og fodgængere kan dog passere.

Viadukten bliver spærret i sidste halvdel af marts, og det vil den være i op til 6 måneder. I den periode er der omkørsel via Christian X’s Allé. Fra midt i februar vil vi fjerne vejbump på Christian X’s Allé og forberede vejkryds, så vejen bliver bedre gearet til den øgede trafik.

Klampenborgvej

Siden efteråret har vi omlagt vandledninger på og omkring Klampenborgvej og Lundtoftegårdsvej.

I januar indledte vi arbejdet med regn- og spildevandsledninger – det begyndte i krydset ved Kanalvej.

Arbejdet ved Kanalvej vil påvirke trafikken på Kanalvej og Klampenborgvej. Trafikken bliver omlagt i to omgange, hvor Kanalvej bliver ensrettet på sidste stykke mod Klampenborgvej – først på den ene side af Klampenborgvej og derefter på den anden.

Læs mere om de konkrete ændringer på vores hjemmeside under

’Her graver vi’ – www.ltf.dk/her-graver-vi.

Når arbejdet ved Kanalvej er færdigt, følger de øvrige omlægninger ud ad Klampenborgvej. Vi forventer, at det afsluttes i efteråret 2020.

Lyngby Torv

Midt i februar begynder arbejdet med at omlægge vand- og spildevandsledninger på den sydlige side af Lyngby Torv, og derfor er indkørsel hertil ikke mulig. Fodgængere kan passere under arbejdet.

Når arbejdet kommer ned til krydset ved Lyngby Hovedgade, spærres Lyngby Torv mellem Lyngby Hovedgade og Lyngby Torv nr. 14. Det sker samtidig med, at viadukten lukkes.

Vi forventer, at arbejdet på Lyngby Torv er færdigt i juni.

Buddingevej

På Buddingevej har vi siden begyndelsen af januar omlagt vandledninger på strækningen ved viadukten. Arbejdet fortsætter ud ad Buddingevej.

I sidste halvdel af marts begynder arbejdet med at anlægge nye regn- og spildevandsledninger i Buddingevej. Det arbejde begynder også ved viadukten og fortsætter til Gladsaxe.

Denne del af arbejdet kræver, at Buddingevej bliver gravet op – det sker i etaper. Under arbejdet vil der være passage for biltrafik i begge retninger, men arbejdet vil få gener for trafikken.

Arbejdet giver også gener for beboerne, der i nogle få dage får spærret deres indkørsel.

Beboerne får nærmere information om dette i takt med, at vi nærmer os deres indkørsel.

Afhentning af affald

Ledningsarbejdet på Buddingevej får også indflydelse på afhentningen af affald. Der, hvor gravearbejdet foregår, kan skraldemændene kun tømme affald, inden entreprenørerne

begynder arbejdet. Derfor har kommunalbestyrelsen givet dispensation til, at affaldet bliver hentet mellem kl. 6-7.

Afhentningen af storskrald vil også være sat på pause for de boliger, der ligger i en zone med gravearbejde. Det skyldes, at storskrald vil genere arbejdet. Hvis man har brug for at komme af med storskrald i den periode, skal man køre det på genbrugsstationen.

Yderligere information

På vores hjemmeside – www.ltf.dk – kan du læse mere om vores arbejde i forbindelse med letbanen. Under ’Her graver vi’ kan du læse mere detaljeret om de enkelte dele af arbejdet. www.ltf.dk/her-graver-vi.

Venlig hilsen

Lyngby-Taarbæk Forsyning