Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Midlertidigt byrum på Klampenborgvej langs letbane-arealet

Træer i big bags, gamle møllesten og fællessang er nogle af de faste ingredienser i sommerens midlertidige byrum på Klampenborgvej.

Sommeren 2023 bliver beriget med et helt nyt byrum midt i Kgs. Lyngby, idet arealet på Klampenborgvej mellem letbane-tracéet og FDB-møbler, Fri Bike Shop, Tiger mm indrettes til et gågademiljø med opholdsområder, træer, udeservering, fællessang og andre aktiviteter.

 

Forsmag på det kommende Lyngby C letbanestations-område

Lyngby-Taarbæk Kommune afprøver med det midlertidige byrum, hvilke muligheder dette områder egner sig til, når det om nogle år skal danne ramme for området omkring den kommende letbane-station Lyngby C.

 

Officiel åbning mandag 15. maj

Det midlertidige byrum åbner officielt mandag 15. maj kl. 15.30 med tale fra borgmesteren, fællessang mm. Byrummet er planlagt til at vare cirka tre år, og i den periode indrettes dobbeltrettet cykelsti tættest på letbanens byggepladshegn, så arealet tættest på fortov og butikker bliver ét stort gågadeområde.

 

Udeservering og gamle møllesten

Udover træer i big bags indrettes det midlertidige byrum med opholdsmøbler i form af store møllesten, der i gamle dage blev brugt til at male korn her i Lyngby. Der vil være udeservering, som flere af de omkringliggende caféer står for samt forskellige former for aktiviteter og udstilling henover sommeren.

 

Masser af fællessang på Klampenborgvej

Fællessang med Martin Jantzen og Mikkel Sonne er en af de faste aktiviteter i det midlertidige byrum. I forsommeren er der fællessang på Klampenborgvej følgende dage.

  • Mandag 15. maj kl. 16-17
  • Lørdag 3. juni kl. 12-13
  • Lørdag 24. juni kl. 12-13

Alle er velkomne til fællessang - man skal bare møde op, der bliver uddelt sanghæfter på stedet. Der er også planlagt tre lørdage med fællessang i sensommeren.