Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Lys på letbanen

Vintermørket er for mange ensbetydende med hygge indendørs. For entreprenørerne på letbaneprojektet er den mørke tid desuden lig med test af god belysning på letbanestrækningen.

Lyset til perronerne testes på Glostrup Ejby Station
Lyset testes på Glostrup Ejby Station

Hovedstadens Letbane arbejder hårdt på at skabe en god belysning på de kommende letbanestationer, så det bliver trygt at færdes på dem. Derfor har entreprenørerne også udnyttet vintermørket til at teste lyset på teststationen Ejby Station i Glostrup.

 

Lys i gelænderne

På Ejby Station i Glostrup og de øvrige stationer, der etableres med sideperroner, vil der være lys i det store udhæng over informationsskærmene og lys indlejret i gelænderne. På de stationer, hvor perronen udgør en ø mellem skinnerne, er der udover lyset i udhænget over informationsskærmene, også lys i stolper, der minder om dem, man kender fra f.eks. parkstier.

 

Smart belysning og øget sikkerhed

Hele lysløsningen er desuden indrettet, så passagererne kan flytte sig med lyset. Det betyder, at der vil være mere lys på de dele af perronen, hvor passagererne gerne skal stille sig, når de venter på letbanetoget. Der vil således være mest lys tæt på gelænderet og under udhænget. Forventningen er dermed, at færre vil stille sig tæt på perronkanten. Det øger sikkerheden, men det skaber også bedre plads til, at passagererne kan komme hurtigt ud af toget, og nye kan komme med ombord, inden toget kører videre.

Sidst men ikke mindst vil selve letbanetoget lyse hele perronen op, når det ankommer.

Der er mest lys der, hvor passagererne bør stå
Der er mest lys der, hvor passagererne bør stå