Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Det første letbanetog testes på skinner i Tyskland

I januar blev letbanens første tog færdigt. Nu er toget blevet fragtet til Tyskland, hvor det skal gennem en række tests, før det kan tage turen mod Danmark.

Første letbanetog er fragtet fra Serbien til Tyskland
Første letbanetog fragtes fra fabrikken i Serbien til testcenteret i Tyskland

Det første grønne letbanetog er færdigt på Siemens fabrik i Serbien og er nu blevet fragtet på en blokvogn gennem de østrigske alper til testcenteret i Wildenrath, Tyskland. Her bliver det kigget efter i sømmene af nogle af verdens førende jernbaneeksperter. Toget skal her gennemgå en række såkaldt dynamiske test, der - modsat de statiske - foregår på rigtige togskinner.

Statiske og dynamiske tests

På fabrikken i Serbien har toget allerede gennemgået en række statiske tests, som udføres, mens toget holder stille og altså ikke er ude at køre på skinner. Det inkluderer blandt andet test af togets døre, kablerne i toget, om toget er vandtæt, indretningen i førerrummet, ventilation og belysning samt test af informationssystemet.

I Tyskland på Siemens egen 30 kilometer lange teststrækning skal det grønne tog testes i bevægelse. Her tester man blandt andet, om toget overholder sin bremselængde og sine accelerationskrav, og om toget fx kan holde stille på en bakke over længere tid uden at rulle baglæns. Ved at teste toget på en lang parametre sikrer man, at sikkerheden er på plads, inden toget senere på året skal testes på dansk jord på letbanens Kontrol- og Vedligeholdelsescenter i Glostrup Kommune. 

 

Første letbanetog testes i Wildenrath
Første letbanetog testes i Wildenrath, Tyskland

Næste skridt

Det første tog vil forventeligt ankomme til Danmark i sensommeren 2023, hvor det skal testkøres på Kontrol- og Vedligeholdelsescenteret i Ejby, Glostrup. Og der går ikke længe herefter, inden det første tog får følgeskab af tog nr. 2, som allerede nu er sat i produktion. Det forventes leveret til Danmark i oktober 2023.

Fra efteråret 2023 bliver et nyt tog leveret med cirka en måneds mellemrum. Det tager omkring seks måneder at bygge et helt tog - fra første svejsning til toget er bygget færdigt. Forventningen er, at Siemens har leveret otte tog til Hovedstadens Letbane i slutningen af 2023.

Fakta om letbanetogene

 

  • Siemens leverer i alt 29 tog af mærket Avenio, som i dag bl.a. kører i Haag, München og Nürnberg.
  • De nye letbanetog bliver ca. 2,65 meter brede, ca. 37 meter lange og ca. 3,5 meter høje. Der er seks dobbeltdøre på hver side af toget.
  • Hvert letbanetog består af fire vogne og har plads til omkring 260 passagerer. Det svarer til passagererne i cirka fire bybusser.
  • I hvert letbanetog er der 64 siddepladser og ca. 198 ståpladser.
  • Uden på toget vises togets destination på i alt seks displays, mens der placeres 16 digitale informationsskærme indvendigt i toget (fire i hver vogn), der skal hjælpe passagererne til nemt at bruge letbanen effektivt og give en god rejseoplevelse.
  • Togene kommer til at køre maksimalt 79 km/t på strækningen mellem Lundtofte og Ishøj.
  • Letbanetogene får lav indstigningshøjde (maks. 50 mm. over perronkanten), så de er lette at komme ind og ud af. Derudover etableres der en rampe fra perronerne til gadeplan på cirka 10 meter, så der er niveaufri adgang til fortove, veje mv.
  • Letbanetoget forsynes med strøm via en køreledning, og toget vil for det meste køre i sit eget spor, et såkaldt tracé. I vejkryds og enkelte andre steder kommer det til at køre blandet med den øvrige trafik.
Første tog på Siemens fabrik i Serbien
Første tog på Siemens fabrik i Serbien