Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Letbanens anlægsarbejde går snart i gang ved din ejendom

Som vi tidligere har informeret om, går Hovedstadens Letbanes entreprenør, Per Aarsleff A/S, snart i gang med at ombygge Buddingevej ved De Engelske Rækkehuse. Arbejdet går i gang den 1. oktober på strækningen mellem Engelsborgvej og Christian X’s Alle, og her vil det gradvis blive nødvendigt at genetablere den afspærring, som var på strækningen i forbindelse med omlægningen af forsyningsledninger. Det vil sige, at vejen er spærret, og at man ikke kan køre til og fra rækkehusene på strækningen mellem Engelsborgvej og Christian X’s Alle.

Der vil fortsat være adgang til husene via fortovet, ligesom det er muligt at passere arbejdsområdet på cykel. Arbejdet foregår i dagtimerne på hverdage mellem kl. 7 og 18, og Hovedstadens Letbane forventer, at arbejdet på denne strækning er afsluttet i foråret 2022.

Kontakt Hovedstadens Letbane, hvis du skal flytte

Hvis du hen over efteråret og vinteren skal flytte, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på info@dinletbane.dk i god tid – så vil Hovedstadens Letbane og entreprenøren se på, hvilke muligheder arbejdet giver for at få en flyttebil tættere på din ejendom på det pågældende tidspunkt.

Afhentning af renovation

Da der fortsat er adgang til boligerne via fortovet, har Hovedstadens Letbanes entreprenør aftalt med Lyngby-Taarbæk Forsyning, at dagrenovation vil blive afhentet som normalt.

Følg byggeriet

Husk, at du altid kan følge byggeriet og se, hvor Hovedstadens Letbane arbejder i hvilke perioder, på dinletbane.dk/lyngby. Du kan også følge byggeriet på Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside, letbane.ltk.dk. Hvis du har spørgsmål til letbanebyggeriet, er du altid velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på info@dinletbane.dk eller 7242 4500 – eller Lyngby-Taarbæk Kommune på letbane@ltk.dk eller 2388 6209.