Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Nu ombygges den vestlige side af Lundtoftegårdsvej

Siden slutningen af sidste sommer har Hovedstadens Letbanes entreprenør i Lyngby, Per Aarsleff A/S, ombygget og udvidet Lundtoftegårdsvej mod øst på strækningen mellem Klampenborgvej og Akademivej. Vejen er udvidet mod øst for at skabe plads til letbanen i den vestlige side af vejen. Nu er turen kommet til snart at ombygge den vestlige side af vejen.

Nu ombygges vestlige side af Lundtoftegårdsvej
Nu ombygges vestlige side af Lundtoftegårdsvej

I de kommende uger går entreprenøren i gang med at ombygge den vestlige side af vejen. I første omgang skal der bygges et nyt vejkryds, dér hvor vejen til Formula møder Lundtoftegårdsvej. Her kommer i fremtiden et fire-benet kryds med indkørsel til boligerne på Lundtoftegårdsvej 13-27.

 

Hvad betyder det for dig, der bor og færdes i området?

Entreprenøren starter med at rydde beplantningen, inddrage de aftalte parkeringspladser og indrette arbejdsområdet. Samtidig lukkes trappen for enden af parkeringspladsen.

Mens det nye vejkryds bygges, skal man køre til og fra boligerne ved den nuværende, nordlige indkørsel.

 

Arbejdet forventes at vare til primo 2023

Arbejdet med at bygge det nye kryds forventes at fortsætte frem til sidst på sommeren i år, hvor arbejdet flytter videre på strækningen. Det informerer vi nærmere om løbende. Ombygningen af den vestlige side af vejen forventes at kunne afsluttes i starten af 2023.

Hvis du bor eller færdes ved arbejdsområdet, kan du opleve, at arbejdet periodevis vil støje – særligt når der skæres i asfalten og den eksisterende belægning fjernes samt når jord og asfalt komprimeres med en tromle. Derudover kan du opleve støj fra arbejdskøretøjer, der kører til og fra arbejdsområdet.

Arbejdet bliver udført i hverdagene mellem kl. 7 og 18.

 

Følg skiltningen

Lyngby-Taarbæk Kommune anbefaler, at man følger skiltningen i området og husker at passe godt på byggearbejderne og hinanden, mens byggeriet er i gang.