Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Nu begynder ombygning af krydset mellem Kanalvej og Klampenborgvej

Siden sensommeren sidste år har Hovedstadens Letbane ombygget Klampenborgvej imellem Kanalvej og Firskovvej og i samme forbindelse forstærket fundamentet til broen med Nærumbanen. Nu er turen kommet til at ombygge krydset mellem Kanalvej og Klampenborgvej.

Ombygning af Kanalvejskrydset - østsiden
Ombygning af Kanalvejskrydset - østsiden

I slutningen af maj går Hovedstadens Letbanes entreprenør, Per Aarsleff A/S, i gang med arbejdet med at ombygge krydset mellem Kanalvej og Klampenborgvej, hvor letbanen skal krydse Kanalvej for at komme fra centrum af Lyngby og videre ud ad Klampenborgvej.

Arbejdet vil være almindeligt vejarbejde, hvor den nuværende belægning opbrydes, krydset ombygges, og der lægges en ny belægning samt lægges de sporkasser, som letbaneskinnerne sidenhen skal monteres i – på samme måde som du kan se på torvet og i centrum af Lyngby.

 

Arbejde i flere faser

Arbejdet udføres i to faser. I første omgang ombygger entreprenøren den østlige side af krydset – det er den side af krydset, som er tættest på Nærumbanen. Dette arbejde går i gang i slutningen af maj og fortsætter frem til starten af efteråret i år. I næste fase, som strækker sig fra efteråret og til starten af 2023, flytter arbejdet til den vestlige side af krydset. Den fase informerer vi og Hovedstadens Letbane nærmere om, inden arbejdet skifter side i krydset.

Arbejdet udføres i hverdagene mellem kl. 7 og 18.

 

Hvad betyder det for dig, der bor og færdes i området?

Hvis du bor, arbejder eller færdes ved arbejdsområdet, kan du opleve, at arbejdet periodevis vil støje – særligt når der skæres i asfalten og den eksisterende belægning fjernes, samt når jord og asfalt komprimeres med en tromle. Derudover kan du opleve støj fra arbejdskøretøjer, der kører til og fra arbejdsområdet.

Mens arbejdet står på i den østlige side af krydset, vil Klampenborgvej mellem Kanalvej og Firskovvej forblive lukket for almindelig vejtrafik ligesom i dag. Cyklister og fodgængere kan fortsat passere. Du vil også fortsat kunne bruge Kanalvej til at krydse Klampenborgvej og køre til og fra parkeringskælderen under centret, ligesom i dag.

Selvom vi og Hovedstadens Letbane gør, hvad vi kan, for at mindske generne, så kan det ikke undgås, at du i perioder vil være generet af omlægninger af trafikken, længere rejsetid og støj, hvis du bor eller arbejder i nærheden af anlægsarbejdet. Vi gør, hvad vi kan, for at begrænse generne og holde dig informeret om anlægsarbejdet.