Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Jernbanepladsen ensrettes midlertidigt, busser dirigeres rundt om rådhuset og letbane-arbejdet flytter over til butiks- og stationssiden

Siden begyndelsen af 2022 har Hovedstadens Letbanes entreprenør, Per Aarsleff A/S, ombygget den side af Jernbanepladsen, som vender ind mod Lyngby Rådhus og Lyngby Torv. Nu er turen kommet til at ombygge den modsatte side - butikssiden ved Lyngby Station.

Jernbanepladsen ensrettes midlertidigt fra begyndelsen af juni.
Jernbanepladsen ensrettes midlertidigt fra begyndelsen af juni.

I begyndelsen af juni går entreprenøren i gang med arbejdet med at ombygge og klargøre stationssiden af Jernbanepladsen til letbanen.

Arbejdet vil være almindeligt vejarbejde, hvor der blandt andet skal opbrydes asfalt, ombygges vej og lægges ny belægning ligesom der lægges de sporkasser, som letbaneskinnerne sidenhen skal monteres i – på samme måde som allerede nu kan ses på Lyngby Torv. Samtidig gør entreprenøren klar til den kommende letbanestation, Lyngby Station, som skal ligge ved nedgangen til den nye fodgængertunnel og DSB’s cykelkælder.

Arbejdet med ombygningen af Jernbanepladsen forventes afsluttet i foråret 2023.

 

Jernbanepladsen ensrettes midlertidigt

Mens arbejdet står på, bliver Jernbanepladsen ensrettet for biltrafik med kørselsretning tilladt fra Viadukten og ned mod stationen. I retning fra stationen og mod Viadukten vil busserne i perioden køre via Lyngby Torv, mens almindelig biltrafik henvises til de øvrige veje i området – f.eks. nord om centrum via Nørgaardsvej, Kanalvej og Toftebæksvej eller syd om stationen via Lyngby Hovedgade og til højre ad Chr. X's Allé ved Lidl.

Fodgængere og cyklister kan fortsat passere arbejdsområdet på Jernbanepladsen i begge retninger.

 

Hvad betyder det for dig, der bor og færdes i området?

Hvis du bor eller færdes ved arbejdsområdet, kan du opleve, at arbejdet periodevis vil støje – særligt når entreprenøren skærer i asfalten og fjerner den eksisterende belægning samt når jord og asfalt komprimeres med en tromle samt i forbindelse med byggeriet af fundamenterne til den nye letbanestation. Derudover kan du opleve støj fra arbejdskøretøjer, der kører til og fra arbejdsområdet.

Arbejdet bliver udført i hverdagene mellem kl. 7 og 18.