Gå til hovedindhold

Støjende aften- og natarbejde på Klampenborgvej

I forbindelse med letbaneprojektet skal vores entreprenør etablere græsspor på Klampenborgvej på strækningen mellem Sorgenfrigårdsvej og Lundtoftegårdsvej. Der har tidligere været udsendt varsling for arbejdets udførelsesperiode, og det er nu nødvendigt at forlænge denne periode.

Indhold

    Derfor arbejdes der i perioden fra og med den 20. januar 2025 til og med den 27. februar 2026 på hverdage i tidsrummet kl. 18:00–07:00 – og der kan forekomme støjende arbejde. Hovedstadens Letbane beklager de gener, som dette kan medføre.

    Arbejdsmetode og støj

    Som forberedelse til etablering af det kommende græsspor skal der limes gummimoduler på skinnerne. Disse skal bl.a. være med til at sikre lang levetid af skinnerne. For at gummimodulerne bliver siddende forsvarligt fast på skinnerne, skal skinnerne have den nødvendige temperatur (minimum +10 °C) under limningsprocessen. Dette medfører, at der vil være behov for drift af varmeblæsere i tidsrummet kl. 18:00–07:00, da temperaturen i dette tidsrum er under 10 grader. Driften af varmeblæser kan medføre periodisk støj. 

    Der opstilles arbejdstelte på ca. 60 meter. Teltene opvarmes med to varmeblæsere. Dette sikrer, at området er tilstrækkeligt opvarmet inden arbejdet påbegyndes, og at temperaturen opretholdes mindst én dag efter limning. Telte flyttes ugentligt, og vi forventer derfor, at støjniveauet hos den enkelte nabo ikke vil overstige 55 dB i mere end fem på hinanden følgende nætter.