Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Information om mulige støj- og vibrationsgener i forbindelse med kloakarbejde på Buddingevej

I forbindelse med ledningsomlægningerne på Buddingevej indleder Lyngby-Taarbæk Forsyning en ny etape i arbejdet.

Torsdag den 6. maj sættes afspærringen op – den nuværende afspærring omkring Christian X’s Allé forlænges cirka 90 meter ud mod Nybrovej til Buddingevej 66A. Den forlængede afspærring får ikke konsekvenser for trafikken, der stadig kan bevæge sig i begge retninger.

Mandag den 10. maj begynder entreprenør Barslund A/S arbejdet med at etablere en byggegrube ud for Buddingevej 62. En byggegrube er et dybt hul i jorden, hvor siderne sikres med såkaldt spunsjern, så jorden ikke skrider sammen.

Arbejdet med byggegruben indledes med at bore huller i jorden – såkaldt forboring. Forboringen betyder, at spunspladerne lettere kommer i jorden.

I uge 20 skal selve spunspladerne i jorden. Det sker med store maskiner, der vibrerer spunspladen gennem jorden. For at sikre at arbejdet holder sig inden for grænseværdierne, har Barslund konstant monitorering af vibrationerne. Arbejdet standses, hvis de nærmer sig grænseværdierne.

I samarbejde med entreprenør Barslund A/S arbejder Lyngby-Taarbæk Forsyning fortløbende på at begrænse generne så meget som muligt. I forhold til vibrationerne er der yderligere tiltag i forhold til spunsarbejdet i december og januar. Dels foretages flere forboringer for at løsne jorden, så nedvibrering af spunsen bliver lettere – og derved reduceres vibrationerne. Dels foretages flere geotekniske boringer for at undersøge, om der ligger store sten i vejen for arbejdet. Store sten forstærker vibrationerne, og derfor vil de så vidt muligt blive fjernet, inden vi skal arbejde i området.

Fra uge 21 vil arbejdet være mere almindeligt gravearbejde.

Arbejdet kan desværre ikke undgå at give nogle støjgener og vibrationer - især når der spunses jernplader i jorden i uge 20. Arbejdet bliver som udgangspunkt udført i normal arbejdstid, hvilket vil sige på hverdage mellem kl. 7-18.

Efter planen vil denne del af ledningsomlægningerne på Buddingevej – fra nr. 58-66A – være færdige i juli.

Yderligere information

Du kan læse mere om Lyngby-Taarbæk Forsynings aktuelle gravearbejde i forbindelse med letbanen på hjemmesiden www.ltf.dk. Her har du også mulighed for at tilmelde dig et nyhedsbrev, hvor Lyngby-Taarbæk Forsyning fortæller om deres arbejde. Hvis du ønsker nyheder om ledningsomlægningerne på Buddingevej, skal du ved tilmeldingen markere felterne ’spildevand’ og ’Lyngby Vest’.