Gå til hovedindhold
Du er her:
Naboinformation

Hovedstadens Letbanes arbejde i maj og juni 2021

Hovedstadens Letbanes entreprenør, Per Aarsleff A/S, er fortsat godt i gang med letbanebyggeriet i Lyngby. Her nedenfor kan du læse lidt mere om, hvad Hovedstadens Letbane arbejder på i området omkring viadukten, Lyngby Station og Lyngby Torv i maj og juni 2021.

Letbanens linjeføring fra Engelsborgvej til viadukten

Fra krydset med Engelsborgvej kører letbanen i østlige side (højre side) af Buddingevej frem til viadukten. På den strækning er entreprenøren nu i gang med at gøre plads til letbanen. Det betyder, at de i hverdagene mellem kl. 7 og 18 bortgraver jord og bygger en støttemur langs Buddingevej. Arbejdet kan være støjende i forbindelse med arbejdskørsel eller brug af entreprenørmaskiner.

Indkørslen til den kommende letbanetunnel

I området mellem højhuset på Lehwaldsvej og Buddingevej er Hovedstadens Letbane fortsat i gang med at forstærke området, hvor indkørslen til letbanetunnelen under S-banen og Lyngby Omfartsvej vil ligge. I den kommende tid forberedes til næste del af spunsarbejdet, som ventes at skulle udføres til sommer. Når dette spunsarbejde går i gang, vil det igen blive nødvendigt at begrænse trafikken igennem viadukten i en periode på nogle få måneder. Her vil viadukten være forbeholdt busser, fodgængere og cyklister. Dette informerer vi og Hovedstadens Letbane nærmere om, inden arbejdet går i gang.

I maj og juni bliver arbejdet udført i hverdagene mellem kl. 7 og 18 og kan periodevis være støjende i forbindelse med arbejdskørsel eller brug af entreprenørmaskiner.

Fodgængertunnelen på Lyngby Station

På stationen er færdiggørelsen af fodgængertunnelen under S-banen fortsat i gang. Her færdiggøres gulvet i tunnelen, der opsættes gelændere, lys osv. ligesom nedgangen til fodgængertunnelen ved Lehwaldsvej færdiggøres. Dette arbejde foregår inden for almindelig arbejdstid på hverdage mellem kl. 7 og 18.

Vejarbejde på Lyngby Torv og i centrum

For nylig udvidede Hovedstadens Letbane arbejdsområdet ved Lyngby Torv til også at omfatte området mod Lyngby Hovedgade samt den del af Jernbanepladsen, som er tættest på Lyngby Rådhus. Dette arbejde forsætter og betyder blandt andet, at der bliver opbrudt asfalt, ombygget vej og lagt ny belægning. Arbejdet udføres inden for almindelig arbejdstid på hverdage mellem kl. 7 og 18.

I løbet af juni forventer Hovedstadens Letbane ligeledes, at arbejdet på Klampenborgvej ved Magasin og Lyngby Storcenter går i gang, og i den forbindelse lukkes Klampenborgvej for trafik. Du vil dog stadig kunne færdes på cykel eller til fods. Dette informerer vi og Hovedstadens Letbane nærmere om, inden arbejdet går i gang. 

Hvad betyder det for dig, som færdes i området omkring viadukten?

Viadukten er fortsat åben for almindelige biltrafik frem til, at spunsarbejdet går i gang til sommer. Arbejdet indtil da forventes ikke i nævneværdig grad at påvirke trafikken på Buddingevej ud over arbejdskørsel til og fra byggepladserne.

Den nordlige side af Lyngby Torv har siden midten af april været lukket for almindelig biltrafik. Her kan du fortsat passere som fodgænger eller cyklist, ligesom ærindekørsel til rådhuset og butikkerne samt beboerkørsel fortsat er mulig. Hvis du skal forbi torvet som bilist, skal du i stedet benytte Jernbanevej, Lyngby Hovedgade og Toftebæksvej.

Følg skiltningen på stedet og se på Hovedstadens Letbanes hjemmeside, hvordan du kan holde dig orienteret om trafikken i området. Se mere på dinletbane.dk/trafik.

Følg byggeriet

Husk at du altid kan følge byggeriet på Hovedstadens Letbanes hjemmeside, dinletbane.dk/lyngby, hvor du kan se, hvilke aktiviteter Hovedstadens Letbane er i gang med i området i øjeblikket. Her får du også overblikket over Hovedstadens Letbanes øvrige arbejder i Lyngby-Taarbæk Kommune. Du kan også følge byggeriet på Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside, letbane.ltk.dk.

Per Aarsleff A/S er entreprenør på anlægsarbejdet i Lyngby, og vi, Hovedstadens Letbane og entreprenøren beklager de gener, som arbejdet giver.

Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500. Du er også velkommen til at kontakte Lyngby-Taarbæk Kommune på letbane@ltk.dk eller tlf. 2388 6209.

Forventede arbejdsperioder i maj og juni 2021

Almindelig tilladt arbejdstid for støjende arbejde i Lyngby-Taarbæk Kommune er hverdage kl. 7 til 18 samt lørdage kl. 7-14.

Generelt opdeler vi arbejdet i følgende typer af arbejde:

  • Støjende arbejde – f.eks. opskæring af spor/asfalt, etablering af spuns mv.
  • Mindre støjende arbejde – f.eks. betonstøbning mv.
  • Ikke støjende arbejde – f.eks. omlægning af kabler mv.

Her nedenfor kan du se, hvilke typer arbejde, Hovedstadens Letbane forventer i den kommende periode.

Frem til 30. juni 2021

Mindre støjende arbejde i dagtimerne mellem 7 og 18, hvor Hovedstadens Letbane udfører afsluttende arbejde inde i fodgængertunnelen på Lyngby Station. Samtidig skal trappen mod Lehwaldsvej og op til perronerne på stationen færdiggøres.

Periodevis støjende arbejde mellem kl. 7 og 18 i hverdagene, hvor Hovedstadens Letbane ombygger området ved gavlen af højhuset på Lehwaldsvej og gør klar til næste runde af spunsarbejde, som forventes til sommer.

Periodevis støjende arbejde ved den østlige side af Buddingevej fra Engelsborgvej og ned mod viadukten. Her bortgraves jord og bygges støttemur på strækningen i dagtimerne mellem kl. 7 og 18.

Støjende arbejde i almindelig arbejdstid på hverdage mellem kl. 7 og 18, hvor Hovedstadens Letbane ombygger den sydøstlige side af Lyngby Torv samt den side af Jernbanepladsen, som ligger tættest på Lyngby Rådhus.