Gå til hovedindhold
Nyhed

Begrænset trafik igennem viadukten i forbindelse med spunsarbejde hen over sommeren

Hovedstadens Letbanes arbejde med at bygge letbanens linjeføring på Buddingevej fra Engelsborgvej-krydset og ned til Lyngby Station er fortsat godt i gang. Tidligere har Hovedstadens Letbane forstærket området mellem højhuset på Lehwaldsvej og Buddingevej, hvor indkørslen til letbanetunnelen under S-banen og Lyngby Omfartsvej vil ligge med blandt andet spuns og sekantpæle – ligesom området foran ejerforeningen Engelsborghus er blevet forstærket med mindre sekantpæle.

Begrænset trafik igennem viadukten fra 22. juni 2021

Nu er turen kommet til at forstærke området imellem disse to arbejder, nemlig langs det grønne areal mellem højhuset og Engelsborghus. På denne strækning skal Hovedstadens Letbane fra slutningen af juni udføre et spunsarbejde både til letbanens linjeføring og som et led i klimasikringen af letbaneområdet. For at få plads til arbejdet og på grund af sikkerheden omkring den store spunsmaskine bliver det, som vi tidligere har informeret om, nødvendigt at begrænse trafikken igennem viadukten i en periode på cirka to måneder.

Derfor vil viadukten fra tirsdag den 22. juni 2021 være forbeholdt fodgængere, cyklister og busser på samme måde som ved tidligere arbejder i området. Det betyder også, at Vinkelvej lukkes for ind- og udkørsel til Buddingevej i samme periode.

Hvad betyder arbejdet for dig som færdes ved viadukten?

Når trafikken begrænses igennem viadukten, vil du fortsat kunne passere som fodgænger og cyklist i begge retninger, ligesom busserne fortsat kan køre igennem viadukten. Af sikkerhedshensyn samles fodgængere og cyklister på den side af vejen som er længst væk fra arbejdet, så hold øje med skiltene omkring arbejdspladsen.

Hvis du kommer i bil til området ved viadukten, vil omkørselsskilte ligeledes vise dig vej rundt om arbejdet. Du kan følge Christian X’s Alle, Lyngby Hovedgade, Nørgaardsvej og Firskovvej, eller Christian X’s Alle, Lyngby Hovedgade, Toftebæksvej og Sorgenfrigårdsvej, hvis du skal igennem centrum. Du kan også benytte motorvejen uden om Lyngby, hvis du ikke har et ærinde i centrum.

Hvis du skal ind til centrum, vil du stadig kunne benytte parkeringskælderen under storcentret og de øvrige parkeringsmuligheder som hidtil. Følg de elektroniske henvisningsskilte, som viser antallet af ledige parkeringspladser rundt om i byen. Se mere på kortet på sidste side og følg skiltene på stedet. 

Andre letbanearbejder i det centrale Lyngby kan også påvirke din busrejse, så det er en god ide at tjekke dinoffentligetransport.dk eller rejseplanen.dk, inden du tager afsted.

På Hovedstadens Letbanes hjemmeside, dinletbane.dk/trafik, er samlet et overblik over, hvor du kan finde information om den aktuelle trafiksituation, uanset om du er gående, cyklist, bilist eller rejser med kollektiv transport.

Hvad betyder arbejdet for dig der bor tæt ved arbejdet?

Anlægsarbejdet på Buddingevej udføres inden for almindelig arbejdstid på hverdage mellem kl. 7 og 18. Arbejdet vil være støjende, men typen af støj kan variere hen over perioden og forventeligt være højest i starten af perioden. Mens spunsarbejdet står på, vil du som nabo også kunne opleve vibrationer fra spunsarbejdet, ligesom du generelt vil opleve arbejde med entreprenørmaskiner, som f.eks. gravemaskiner, samt arbejdskørsel til og fra området i hele perioden.  

Om aftenen den 21. juni 2021 forventer Hovedstadens Letbane at etablere de afspærringer på Buddingevej, som er nødvendige for at begrænse trafikken igennem viadukten. Denne aften vil du derfor kunne opleve arbejdskøretøjer omkring viadukten i forbindelse med opsætning af betonklodser, skilte, afstribning mv. Arbejdet udføres om aftenen af hensyn til trafikafviklingen i dagtimerne.

Vi, Hovedstadens Letbane og entreprenør, Per Aarsleff A/S, beklager de gener, arbejdet kan give.

Følg byggeriet

Husk at du altid kan følge byggeriet og se, hvor Hovedstadens Letbane arbejder i hvilke perioder, på dinletbane.dk/lyngby. Du kan også følge byggeriet på Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside, letbane.ltk.dk.

Hvis du har spørgsmål til letbanebyggeriet, er du altid velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på info@dinletbane.dk eller 7242 4500 – eller Lyngby-Taarbæk Kommune på letbane@ltk.dk eller 2388 6209.

Kortet viser omkørsler for bilister

Omkørsler ved viaduktbegrænsning
Rødt område: Hovedstadens Letbanes arbejdsområde, Blå linjer: Mulige omkørselsruter